PRAKTISK INFO
Sind Daghøjskole er et tilbud til psykisk sårbare og udsatte mennesker
Mennesker der har psykisk sygdom eller er psykisk sårbare kan have ekstra udfordringer i forhold til at vælge job eller studie. Skolen arbejder med stabilisering, motivation, træning af sociale og personlige færdigheder og afklaring/afprøvning af job og studieønsker.
Betingelser for start
En kommende kursist skal have lyst til at starte på skolen, og på sigt have motivation for at ændre på sin egen situation og arbejde med aftalte målsætninger, på såvel det personlige som på det faglige og sociale plan.
- Der optages ikke personer, der har behov for rusmidler i skoletiden.
- Endvidere optages ikke personer med truende/ udadrettet adfærd.
- Forløbstype: Løbende optag.
Udfordringer for denne gruppe
Målgruppen er kendetegnet ved at den er, -eller ofte er på vej til, at komme i kontakt med det psykiatriske system. Der kan være tale om personer med en egentlig psykiatrisk diagnose, men også personer der endnu ikke er udredt.
Målgruppen har ofte mistet troen på fremtiden, kan have tendens til at isolere sig og mangler selvtillid / selvværd. Nogle kursister har en ustruktureret hverdag, har ofte fået vendt om på dag og nat, har svært ved at indgå i sociale relationer og har en følelse af ikke at passe ind nogen steder. En del er ikke i stand til at komme hjemmefra hver dag.
For en del af gruppen er det kendetegnende at de ikke har lært funktionelle og fyldestgørende strategier ift. socialt samvær, frustrationer, modgang og andre livsudfordringer. For denne del af gruppen er der ofte brug for en periode hvor der arbejdes med stabilisering, motivation og træning, før der kan arbejdes målrettet med job og studieafklaring.
Mål for indsatsen
Skolen arbejder med at afklare kursisternes ønsker og ressourcer ift. arbejde og/eller uddannelse. Dette sker i den daglige undervisning, samtale og samvær, på skolens fremtidsværksted og i den obligatoriske vejledning.
Skolens arbejde med praktik, studie og afklaring
Skolen finder, opretter og rapporterer fra eksterne praktikker og har interne praktikpladser, i køkken og på kontor. Vi står for opfølgning ift. arbejdsplads og kommune. For nogle kursister er det vigtigt at kunne fastholde en kontakt med skolen under en ekstern praktik. Der er gode resultater fra denne praksis, der er skabt lærepladser, deltidsarbejde og en del kursister er, efter forløbet på skolen, videregivet til Jobcenterets virksomhedskonsulenter.
Skolen står for kombi-forløb, hvor en kursist tager et eller flere fag på f.eks. VUC eller er i virksomhedspraktik og stadigvæk er tilknyttet Sind Daghøjskole.
For kursister der ikke umiddelbart er parate til at arbejde med afklaring til job eller studie arbejder vi, som tidligere nævnt, først med at stabilisere, motivere og træne personlige, sociale og faglige kompetencer.