SAMTALEVÆRKSTED
Samtaleværkstedet er et værksted hvor kursisterne har mulighed for at få talt om det der ligger dem på sinde her og nu. Underviseren understøtter processen, sådan at alle kommer til orde og emnet fastholdes, selv når det kan blive udfordrende.
Kursisterne kan tale sammen, og øve sig i at turde fortælle andre om meninger og tanker i forhold til forskellige emner. Det kan være en stor udfordring, og derfor lægger vi vægt på at skabe en tryg ramme.
Det styrker kursistens egen forståelse at få sagt det, man oplever som udfordringer og det er godt at høre andre fortælle om det de oplever som svært.
Hver uge starter vi med at tale lidt om hvad der er sket siden sidst, og om der er noget kursisterne har lyst til at fortælle de andre om, eller som de kan have brug for bliver taget op.
Der er altid et emne på skemaet. Emnerne besluttes i fællesskab mellem kursister og underviser.
Eksempler på emner som har været taget op:
- Drømme, hvad betyder drømme og hvorfor drømmer vi.
- Udseende. ”Hvad betyder udseendet for den enkelte og hvor vigtigt er det?”
- Ro, hvad kan give ro og hvilke oplevelser har kursisterne med at finde ro.
- Tillid. Hvad betyder tillid og hvad skaber tillid.